INTRODUKTION TIL NARRATIV PRAKSIS
6/10-2010 - 8/10-2010
Dette kursus introducerer narrative ideer, teorier og praksis, som kan anvendes i relation til samtaler og terapi med børn, voksne, par og familier.
På kurset vil vi beskæftige os med, hvad det at arbejde narrativt betyder, og vi vil fokusere på den narrative metafor som en idé, der muliggør, at mennesker kan arbejde med deres identitet ud fra en meningsskabende struktur, som sætter deres intentioner, håb, drømme og commitments i centrum. Der vil desuden blive givet en grundig gennemgang af eksternalisering – der er en af hjørnestenene i Narrativ praksis. Vi vil både træne og reflektere over anvendelsen af eksternalisering og beskæftige os med de filosofiske idéer, der har inspireret metoden.
I den narrative verden har man udviklet et alternativ til det reflekterende team, som man kalder bevidning. Dette er en praksis, der muliggør nye initiativer og alternative identitetsopfattelser. Deltagerne vil selv prøve at anvende bevidning på kurset og opleve effekten af denne kraftfulde måde at anerkende og understøtte mennesker i at skabe nye/alternative retninger i deres liv.
Der vil på kurset også blive stiftet bekendtskab med re-membering samtaler, der bl.a. anvendes i relation til sorg, og re-authoring samtaler, der er en metode, hvor man hjælper mennesker til at ”om-skrive” de dominerende historier i deres liv, der får dem til at føle sig mindreværdige, inkompetente eller som en fiasko.
På denne workshop underviser Rasmus Olsen og Christian Kragh Pedersen, som er uddannede psykologer fra Københavns Universitet med speciale og videreuddannelse (DISPUK og Dulwich Centre) inden for narrativ psykologi. Til dagligt arbejder begge inden for både kliniske og organisationspsykologiske kontekster.